Sommerudflugten 2025
Som fandt sted den 7. august gik i år til Keld Moseholm Atelier og Have, som ligger mellem Faaborg og Dyreborg.
Da der var tilmeldt 61 personer, var der bestilt en dobbeltdækkerbus, som ankom kl. 12.45. Der var som sædvanlig påstigning i Korup og derefter i Ubberud. Da alle var kommet på plads i bussen, gik turen ud gennem det smukke fynske landskab. Vi kom gennem Fangel, Nørre Broby, Jordløse, Damsbo Skov og Falsled, hvorefter bussen drejede af mod Horne og kørte forbi den flotte rundkirke. Inden vi nåede frem, fik vi en flot rundtur i området.
Atelier og have ligger naturskønt med en formidabel udsigt over det sydfynsk øhav. Ved ankomsten blev vi modtaget af Bente Moseholm, som fortalte om Keld Moseholm og hans kunst. Derefter kunne man gå rundt i atelieret og i haven og se alle de flotte ting. I haven var der, foruden de mange figurer, også mange sjældne træer (og gode blommer).
Kl. 15.15 var der afgang med bussen, som kørte os til Restaurant Skovlyst i Svanninge Bakker, hvor der ventede os et dejligt kaffebord med boller og lagkage. Her var der rigtig gang i snakken ved bordene.
Da kaffen var drukket, gik turen hjemad. Undervejs var der et flot kig over Arreskov Sø, i hvert fald for dem der sad på øverste etage i bussen. Igen en flot tur gennem landskabet forbi Sallinge, Heden, Nørre Søby og gennem Lyndelse, til vi nåede Odense.
Kl. ca. 17.30 sluttede turen i Korup. Det generelle indtryk var, at deltagerne havde haft en dejlig dag.



